Tyve tabte fladskærm
Nogle uheldige indbrudstyve i Skæring blev opdaget af en vaks nabo. Hun ringede til politiet, der fluks kom. Tyvene endte bag tremmer.
Ved tre-tiden opdagede en kvinde fra Egå, nærmere bestemt Skæring/Sandager, at der var noget galt på vejen. En bil parkerede ved vejen, og fire mænd iført hættetrøjer og hvide handsker steg ud.
Det fandt kvinden så mistænkeligt, at hun straks ringede til politiet. Østjyllands Politi rykkede ud og kunne ved ankomsten konstatere, at mændene var stukket af, men at der lå en fladskærm på jorden ved siden af bilen.
Politimændene undersøgte området, og fik hurtigt fundet og arresteret de tre mænd, der alle er fra nærområdet og mellem 18 og 21.
Vagtchefen ved Østjyllands Politi siger onsdag morgen, at de tre ikke er kendt for noget videre, og at det endnu er uvist hvad, der blev af den fjerde mand.