Tyve stjal hele køkkenet
Mærkværdigt tyveri af køkkenudstyr
Ejerne af et hus på Egernstien i Ebeltoft får gevaldigt svært ved at lave mad de næste dage. For alt deres køkkenudstyr er væk, efter tyve har ryddet deres køkken for alt inventar. Tyveriet blev anmeldt fredag klokken 18.41.
Ifølge Østjyllands Politi har tyvene har brudt en dør op, og to ruder er knust. Tyvene har derefter stjålet alt - opvaskemaskine, ovn, gaskomfur, tallerkner, bestik, gryder og pander. Og det er ikke hverdagskost, forklarer politiet.
- De har været i gang med den helt store omgang. I en ganske almindelig villa, er det ganske usædvanligt, at vi ser så omfattende tyveri af køkkenudstyr, siger Thomas Hinge, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tyvene er stadig på fri fod. Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politiet på telefon 114.