Tyve stjal 59 designstole
Politiet betegner tyveriet som særdeles organiseret
31. mar 2011, kl. 11:47
Mere end 30 dage gammel
Konferencecentret Vejlsøhus i Silkeborg er blevet 59 arkitekttegnede 7'er stole fattigere.
En gruppe af indbrudstyve har på ukendt vis trængt ind i konferencecentret natten til onsdag og listet af sted med de mange stole.
- En medarbejder ved konferencecentret har bemærket en mistænksom opførsel hos nogle personer, som vi er i gang med at efterforske, siger Claus Nørgaard leder af lokalpolitiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er tale om 59 syv'er stole i sort læder designet af Arne Jacobsen. De mange stole har en værdi af cirka 250.000 kroner, oplyser direktør for Vejlsøhus Erik Hofmeister til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Eventuelle vidner kan kontakte lokalpolitiet i Silkeborg på tlf. 114.