Tyve på knallert hærger i Randers

I august har tyve på knallert snuppet tasker fra cyklister 16 gange i Randers. Politiet opfordrer cyklister til at være opmærksomme.

Mandag kørte en knallert forbi en cyklist tre gange med tyvagtige hensigter. Knallertkøreren prøver simpelthen at hive cyklistens taske ud af cykelkurven, når han kører forbi. I to ud af de tre tilfælde mandag lykkedes det for tyvene at slippe af sted med en taske.

Det skriver Randers Amtsavis.

Derfor opfordrer Østjyllands Politi nu cyklister til at være ekstra opmærksomme, når de cykler i Randers, og at man straks melder episoden.

- Så har vi en mulighed for at få signalementet hurtigt ud, så vi kan holde udkig efter vedkommende, siger vicepolitikommissær hos Østjyllands Politi i Randers Jes Frederiksen til Randers Amtsavis.

Politiet mener, at der er tale om de samme gerningsmænd.