Tyve opdaget med tv'et under armen
Østjyllands Politi leder efter to indbrudstyve, der stak af efter at være blevet taget på fersk gerning
I en villa på Sognevej i det nordvestlige Randers var to indbrudstyve i gang med et lille formiddagsindbrud tirsdag klokken 10.32.
De havde nok ikke forventet, at husets kvindelige beboer var hjemme.
- Kvinden var ovenpå, og hun hører lyde fra stuen af. Hun går ned og ser to gerningsmænd i huset, som har pillet hendes fjernsyn ned fra væggen, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
De to gerningsmænd skulle ikke nyde noget af en konfrontation, så de tog flugten. Heldigvis for beboeren stillede de tv'et fra sig, inden de stak af.
Kriminaliteten i Horsens dykker
De beskrives begge som udenlandske af udseende, mørke i huden og cirka 25 år gamle. Den ene var iført mørkeblå vinterjakke og hvide handsker.
De kørte fra stedet i en grøn eller blå bil.
Har man oplysninger i sagen kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.