Tyve løb med julegaverne
Politiet: De tager, hvad der er
Det er ikke alle julegaver, der først bliver pakket op den 24. december.
Sent fredag aften modtog Østjyllands Politi to anmeldelser om, at der er blevet stjålet julegaver i forbindelse med indbrud i private boliger i Aarhus-området.
Fra en adressen på Gammel Kaløvej ved Hjortshøj er der i løbet af dagen stjålet julegaver og sølvtøj. Tyvene kom ind i boligen ved at sparke en dør ind.
Også på P. Langs Vej i Højbjerg er der stjålet julegaver og sølvtøj, efter at ukendte gerningsmænd brød ind i boligen via et vindue. Efter tyveriet stak tyvene af i en Skoda Fabia, som det lykkedes dem at stjæle bilnøglen til.
Ifølge politikommissær Jens Rønberg fra Østjyllands Politi går indbrudstyve som regel ikke målrettet efter julegaver, når de bryder ind i private boliger i december.
- Men de tager, hvad der er. Derfor er julegaverne ofte interessante for dem. Hvis der havde ligget fødselsdagsgaver fremme, havde de taget dem i stedet for, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.