Tyve har travlt i efterårsferien
Se, hvor de har slået til det seneste døgn
Efterårsferien er lige begyndt, og det betyder, at mange ikke er hjemme.
Det kan ses i politiets statistik over indbrud det seneste døgn. Her kan Østjyllands Politi melde om hele 19 anmeldte indbrud.
Det er særligt i Aarhus-området, at tyvene har været på spil. Det gælder blandt andet det centrale Aarhus, Aarhus N, Aarhus V, Risskov og Åbyhøj.
I Højbjerg var der i går indbrud i et lager på Slet Parkvej. Her brød tyven eller tyvene fire containere op og stjal et ukendt antal dæk, fælge og reservedele.
Anderledes gik det for sig på Abildgade i Aarhus N. Her var det ikke reservedele, men en hel bil, som blev stjålet. Tyven eller tyvene brød ind på en institution og tog nøglen til bilen, hvorefter bilen blev stjålet.
På Vesterport i Aarhus var der i går morges indbrud i en lægekonsultation, hvor der blev stjålet penge og medicin.