Tyve arbejder i vinterferien
Politiet i Skanderborg har fået anmeldelser om bølge af indbrud i Låsby og et stort tyveri i Hørning.
15. feb 2007, kl. 09:43
Mere end 30 dage gammel
Mens andre holder vinterferie nord og syd for Danmark, har en del indbrudstyve taget arbejdstøjet på.
Mellem kl. 17 og 22 onsdag gik det ud over den lille by Låsby mellem Århus og Silkeborg. Ved fire indbrud på Vestermarken blev der stjålet kontanter, smykker, bærbare computere, digitale kameraer og andre værdigenstande.
Alle fire steder var en eller flere tyve kommet ind ved at bryde et vindue op, oplyser politiet i Skanderborg.
Kl. 0.40 i nat ringede en tyverialarm i en villa på Ellegårdsmindelunden i Hørning.
Her slap tyvene væk med værdier for i alt 165.000 kr. - to PH-lamper, to Arne Jacobsen lænestole og B&O udstyr.