Tyv ville stjæle hos lægen

Ukendt gerningsmand i håndgemæng med lægesekretær

Tyveriet blev begået på Park Alle i Aarhus Midtby. Foto: Google Maps

Det lykkedes torsdag eftermiddag for personalet i en aarhusiansk lægepraksis at overmande en tyv.

Ifølge Østjyllands Politi havde tyven stjålet indholdet fra en pengekasse, mens personalet var væk et øjeblik.

Sekretæren i den aarhusianske lægepraksis opdagede dog tyveriet. Hun forsøgte derfor at standse ham.

- Det kom til håndgemæng mellem lægesekretæren og tyven. Flere læger kom hende til undsætning, og derefter lykkedes det dem i fællesskab at overmande tyven, siger politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.

De ansatte tvang tyven til at aflevere hans udbytte. Derefter lod de ham gå.

Har du oplysninger om gerningsmanden, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.

Signalement:

Mand på 35-40 år
Ca. 165 cm høj
Lys hudfarve
Udenlandsk af udseende, mulig østeuropæisk
Iført går trøje/jakke og ternet skovmandsskjorte samt cowboybukser
Talte dansk med accent