Tyv tømte fire vaskemaskiner for tøj

Ukendt gerningsmand med hang til vådt tøj stjal indholdet fra fire vaskemaskiner under indbrud i vaskekælder i Randers.

Foto: Colourbox

Tyveriet fra vaskekælderen på Hobrovej blev opdaget onsdag formiddag, hvor de retmæssige ejere af de store mængder tøj kunne konstatere, at maskinerne var tømt, og at tøjet var væk.

Tyveriet blev anmeldt til politiet ved 10-tiden, men tøjet er formentligt stjålet i tidsrummet mellem midnat og klokken 9 onsdag morgen. Det oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge politiet er der kun adgang til vaskerummet med de rette nøgler. Det er derfor muligvis en person, der har adgang til rummet, som står bag tyveriet.