Tyv tog sig en lur efter indbrud
Havde stjålet udenlandsk valuta
Ved et lykketræf lykkedes det søndag for politiet at fange den formodede gerningsmand til et indbrud i en villa i Them.
Midt- og Vestjyllands Politi modtog ved 17.30-tiden en anmeldelse om indbruddet i villaen syd for Silkeborg. Under indbruddet var der blevet stjålet smykker og udenlandsk valuta.
Til alt held havde en politipatrulje lidt tidligere på eftermiddagen kontaktet en 24-årig mand, som sov bag rattet i en parkeret bil ikke langt fra gerningsstedet.
- Under afhøringen af manden var han i besiddelse af norske kroner og amerikanske dollars. Da vi lidt senere modtog anmeldelsen om indbruddet, var det ikke svært at regne ud, at han sandsynligvis var gerningsmanden, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet valgte kort efter at kontakte manden for anden gang samme dag. Han er nu anholdt og sigtet for indbruddet. På grund af andre forhold vil politiet forsøge at få ham varetægtsfængslet.