Tyv spyttede Shell-kunde i ansigtet

38-årig mand sendte spytklat af sted, efter at en kunde påtalte, at manden stjal varer på tankstation i Grauballe.

Episoden fandt sted i februar, hvor den 38-årige stjal flere forskellige varer fra en Shell-tankstation i Grauballe nord for Silkeborg.

En kunde påtalte tyveriet, men henvendelsen fra kunden faldt langt fra i god jord hos den 38-årige. Han valgte at kvittere for påtalen ved at sende en spytklat i retning af kundens ansigt.

Ifølge Midtjyllands Avis er den 38-årige nu blevet idømt 30 dages fængsel. Han skal desuden betale 260 kroner i erstatning til Shell for de stjålne varer.