Tyv glemte nøglerne under bræk
19-årig tyv glemte sit nøglebundt under indbrud i telebutik. Dermed kunne politiet let finde frem til ham.
Én ulykke kommer sjældent alene. Det må en 19-årig tyv fra Århus sande, eftersom hans lyssky udskejelser de sidste 48 timer nærmest udgør plottet til en ny Olsen Banden film, skriver stiften.dk.
Det hele begyndte natten til onsdag, hvor den 19-årig var på rov i Telekæden i Guldsmedegade. Efter et besøg på gerningsstedet havde politiet en formodning om, at den var den 19-årige der stod bag.
Og ganske rigtigt. Århus Politi kunne afhente forbryderen på hans bopæl med en kasse varme mobiltelefoner.En afhøring, en sigtelse og cirka 24 timer senere - natten til torsdag - lød alarmen igen i Telekæden i Guldsmedegade.
- Det skulle vel aldrig være vor gerningsmand fra i går, spurgte betjentene på politigården hinanden.
De sendte selvsamme kollega af sted for at undersøge alarmen. Og jo, det skulle det. For anden nat i træk var den 19-årige blevet draget af telefonerne.
Denne gang var han endog så venlig at efterlade sit nøglebundt med snor til betjenten, så denne selv kunne låse sig ind på den 19-åriges bopæl. Men tyven var ikke hjemme. Hvem ved - måske fordi han ikke kunne låse sig ind.
Politiet fandt ham dog hos en kammerat. Med et bjerg af tyvekoster, som det nu skal udredes hvor stammer fra.