Tyv forsøgte at slippe af sted med fiskestang og guitar
En 18-årig mand begik søndag indbrud i en bil. Her forsøgte han at slippe afsted med blandt andet en fiskestang og guitar.
En 18-årig biltyv blev taget på fersk gerning, da et vidne så ham kravle rundt i en bil med en smadret rude bag Grenaa Bowlingcenter.
- En forbipasserende undrede sig og spurgte, om manden var okay, og tænkte ikke yderligere over det, fortæller kommunikationskonsulent Janni Lundager fra Østjyllands Politi.
Her fortalte biltyven, at det var hans egen bil, der havde fået smadret ruden, som han netop var i gang med at tjekke efter indbruddet, der fandt sted søndag formiddag.
Læs også
Senere så den forbipasserende dog manden komme gående med tyvekoster fra bilen - blandt andet en guitar og en fiskestang.
Han anmeldte episoden til politiet og fulgte efter manden med fiskestangen og guitaren. Herefter anholdt politiet manden.
- Vi får fat i ejeren af bilen, og får bekræftet, at det ikke er den 18-årige mands bil, fortæller Janni Lundager.
Læs også
Om tyven manglede de essentielle ting til en fisketur, er uvist, men blandt tyvekosterne var der ud over fiskestang og guitar også en rygsæk med en iPad og handsker.
Manden erkendte ved anholdelsen, at det ikke var hans ting.