Tysker forsvundet i Kattegat
Søværnet leder efter en tysk mand, der forsøgte at svømme ud til en jolle, som var drevet til havs.
20. sep 2005, kl. 12:28
Mere end 30 dage gammel
Søværnet indledte tirsdag formiddag en eftersøgning af en tysk mand, der er forsvundet i farvandet syd for Djursland.
Manden befandt sig på stranden ved Esby på Helgenæs, da hans jolle ved et uheld drev til havs. Manden forsøgte at svømme efter jollen, men siden da er han ikke set.
Søværnet sendte straks en helikopter til området, ligesom også orlogsskibet Gribben og en hurtigfærge fra Mols-Linien har deltaget i eftersøgningen. Det lykkedes kort efter klokken 11 at finde jollen, men den tyske mand var ikke ombord.