Tyske rockgiganter kommer til Aarhus

Rammstein kommer til Aarhus i 2020.

Forsanger Till Lindemann i silhuet under en koncert i Forum i 2012. Foto: Andreas Beck - Ritzau Scanpix

"The best show on earth".

Sådan er tyske Rammsteins koncerter blevet beskrevet, og hvis du er til hårdtslående - og hårrejsende - rock med 100 decibel, kan du næste år få lysterne styret i Ceres Park.

Bandet har således allerede meldt spillesteder ud for næste års turné, og her er Aarhus altså blandt de udvalgte byer.

Læs også Rocklegender fyrede nye numre af på toppen af Aarhus

Det har bandet netop offentliggjort i en video på dets facebookside.

Der er endnu ikke sat dato på koncerten, men den vil fans uden tvivl opstøve så snart, den bliver offentliggjort. 

Rammstein er formentlig verdens eneste band, hvor alle bandmedlemmer er uddannede pyroteknikere, og enhver der har overværet en koncert med tyskerne kan skrive under på, at der ikke bliver sparet på flammerne.

Det gælder om at holde en vis afstand, når Till Lindemann og co. indtager en scene. Foto: Ritzau Scanpix

Går ikke ned på gear

Prædikatet "the best show on earth" skyldes ikke mindst bandets verdenskendte sceneshows.

Når de seks tyskere næste indtager Ceres Park skal det være med omkring 60 tons gear, og da bandet i 2016 spillede ved Tinderbox i Odense, var festivalen nødt til at bestille Nordens største scene.

Så sent som onsdag i sidste uge spillede bandet for 45.000 koncertgængere i Parken. I Jylland gav Rammstein senest koncert i 2017 i Horsens. 

Læs også Anmeldere roser Rammstein for Horsens-koncert

Rammstein blev dannet i 1994 og er ikke mindst kendt for numre som "Du hast", "Sonne", "Mein Herz brennt" og "Ich will". 

Bandets navn er inspireret af en flytragedie, som fandt sted i 1988. Her kolliderede tre jetfly under et flyshow på den amerikanske luftbase Ramstein i Tyskland.

Læs også Amerikansk rockstjerne donerer stort beløb til østjysk forening

Tak for kaffe.  Foto: Ritzau Scanpix