Tysk soldat undskylder kamera-tyveri
En tysk soldat, som var udstationeret i Århus under 2. Verdenskrig, har sendt sit krigsbytte retur.
Den tyske soldat fortryder og siger undskyld, ikke for sin optræden som soldat i den tyske
besættelsesmagt, men for et tyveri, han begik for 66 år siden.
Soldaten stjal et temmelig dyrt kamera i Århus i 1942.
Det har han nu sendt retur til rådhuset i Århus uden at opgive sit navn eller adresse, skriver Århus Stiftstidende.
Han skriver, at han tog kameraet med sig fra en fotoforretning uden at betale.
- Det har i årevis tynget mig og gjort mig ked af det. Jeg beder derfor om undskyldning, skriver soldaten, som må være højt oppe i 80'erne.
Det er måske hans snarlige møde med Sct. Peter, som gør, at han nu vil gøre rent bord og have syndsforladelse.
Kameraet er et Agfa Isolette til seks gange seks negativer.
Den tidligere soldat har vedlagt 50 eruo, der skal udgøre den betaling, han »glemte« at lægge i butikken, men han fortæller ikke dens navn.
Han skriver, at hvis den ikke kan opspores, skal pengene gives til et kirkeligt formål.
Stiften.dk har spurgt i Århus's ældste fotobutik, om man kender til tyveriet fra 1942.
- Min far drev dengang butikken. Han arbejdede for modstandsbevægelsen, men han fotograferede også for tyskerne og fik på den måde film, som var svære at skaffe. Der kom mange tyskere i butikken for at få taget pasfoto, så det er da meget muligt, at kameraet er stjålet hos os, siger Niels Sørensen, som drev Mimosa Foto videre efter sin fra 1970 til 2000.
Han var kun tre år i 1942 og kan derfor ikke selv huske noget fra dengang.
Han fortæller, at et Agfa Isolette var et af de bedre kameraer, som i starten af 1950'erne nok kostede den fyrstelige sum af 150 kroner.
På rådhuset håber man, at Stiften.dk's omtale af det hjemvendte kamera kan kaste lys over, hvor det blev stjålet.
Ellers kan det måske ende sine dage på bymuseet sammen med det undskyldende brev fra den tyske soldat.