Silvan solgt til tysk kapitalfond
For fem måneder siden annoncerede Silvans ejere, at de vil sælge kæden. Det er nu sket
Den danske byggekæde Silvan med hovedsæde i Aarhus er blevet solgt.
Det fremgår af en pressemeddelelse mandag morgen.
Læs også
Den nye ejer er Aurelius Group, som er en tysk kapitalfond.
Silvan, der har 42 byggemarkeder, har hovedsæde i Aarhus og beskæftiger omkring 1400 personer.
- Silvan er et elsket mærke i Danmark, og virksomheden opererer i et sundt marked, siger Donatus Albrecht, bestyrelsesmedlem i Aurelius Group, i pressemeddelelsen.
Ifølge Finans.dk meddelte Silvans ejer, Stark Group, allerede for fem måneder siden, at den ville sælge Silvan, så kræfterne i stedet kunne bruges på at styrke sin anden byggemarkedskæde Stark.
Læs også
Her er kunderne primært professionelle håndværkere.
Silvan selv er glad for salget. Kædens administrerende direktør, Freddy Lauridsen, fortæller, at der har været et fint samarbejde med de nye tyske ejere undervejs i salgsprocessen.
- Det er svært at fortælle om, hvilken retning vi kommer til at gå, for vi er kun lige blevet solgt. Men jeg tror absolut på, at vi kommer til at ende på flere fysiske butikker, end vi har i dag.
- Min reaktion i dag er meget positiv, siger Freddy Lauridsen til Ritzau.
Vil forlade de nordiske lande
Aurelius Group skriver i pressemeddelelsen, at det er forventningen, at salget gennemføres i tredje kvartal i år.
For nylig meddelte Stark Groups ejer, Wolseley-koncernen, imidlertid, at den helt vil forlade de nordiske lande, herunder Danmark, skriver Finans.dk.
Læs også
Det betyder, at også Stark Group-kæden - ligesom Silvan - skal have ny ejer.
Wolseleys beslutning om at forlade Norden skyldes, at drift af byggemarkedskæder ligger for langt fra Wolseleys kerneforretning, som er VVS.
Læs også
Silvan blev grundlagt i 1968 i Slagelse og er i dag en af Nordens største spillere på markedet. Sidste år havde Silvan en omsætning på cirka 18,5 milliarder kroner, skriver de nye tyske ejere.
Silvans hovedkontor ligger på Daugbjergvej i Aarhus.