Tyrkisk hjælp til Fogh
Østjyske politikere med tyrkisk baggrund sender breve til den tyrkiske regering for at støtte Anders Foghs kandidatur til generalsekretær i NATO. Se brevene her.
Torsdag aften lagde Venstres byrådsmedlem i Århus, Bünyamin Simsek, sidste hånd på et brev til den tyrkiske premierminister Tayib Erdogan. Formålet er at give premierministeren et indblik i danske forhold og fjerne den tyrkiske modstand mod Anders Fogh Rasmussen.
- Jeg er af den klare opfattelse at den tyrkiske premierminister ikke er bekendt med, hvordan det danske samfund, demokrati og pressen fungerer. Eller også er det en fuldstændig misforståelse, når den tyrkiske premierminister kæder Muhammedkrisen sammen med vores Statsminister Anders Fogh Rasmussen, siger Bünyamin Simsek.
Også det tidligere århusianske folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Hüseyin Arac, har sendt et brev.
- Det ville være fint med en dansker som NATOs generalsekretær, så derfor har jeg både skrevet til dansk presse og den tyrkiske regering, at de ikke skal blande tingene sammen, og at personspørgsmål ikke skal komme i vejen for begge landes interesser, siger han.