Tyler fik tæsk med flasker - hans brøl fra gulvet giver ekko i byen

En gruppe unge hærger flere forskellige byer i Østjylland. Tyler Atkins er en af dem, der har krydset gruppens vej

15-årige Tyler Atkins fra Galten blev overfaldet af unge fra gruppe, der i en længere tid har skabt utryghed i Østjylland. Foto: Lene Atkins / privat

Lørdag den 15. september er en dag, Tyler Atkins sent glemmer. Det samme gælder i høj grad for hans mor, Lene.

Lene opdager, at der er noget helt galt, da 15-årige Tyler lige før midnat kommer ind ad hoveddøren i hjemmet i Galten. Hun hører et brøl, så gråd, og da hun kommer ud til døren, ser hun sin søn kaste sig ned på gulvet.

Læs også Voldelig ungegruppe skaber utryghed i Østjylland

Kort tid forinden er Tyler blevet overfaldet på Bytoften. Ikke af en bekendt, han er kommet op at toppes med, men af seks fremmede. De slår ham gentagne gange med knytnæver og flasker. Tyler sidder på en bænk, mens slagene hagler ned over ham. Han er i chok. Smerten kommer først senere.

Ingen greb ind

Tyler Atkins er en af ofrene for en voldelig og uroskabende gruppe unge, der har skabt uro og frygt i flere byer i Østjylland. Der er tale om omkring 15 unge mennesker, der skal komme fra Hørning, Skanderborg og Aarhus.

Det var rædselsfuldt. Det er det, man frygter, når man sender de unge mennesker ud i verden. Det var egentlig først dagen efter, jeg forstod, hvad der var sket.

Lene Atkins, Tylers mor

Optakten til overfaldet på Tyler handler i korte træk om en pige, der kunne lide Tyler, og en lokal fyr, der ikke kunne lide, at pigen kunne lide Tyler. Den lokale fyr kender nogle af de voldelige unge.

- De havde bare lyst til at slå nogen ned. Jeg tænker ikke, at de havde udtænkt sig mig specielt, for jeg kender dem jo ikke, og jeg tror heller ikke, de kender mig, siger Tyler Atkins til TV2 ØSTJYLLAND.

Der var omkring 40 mennesker rundt om ham, da overfaldet på Bytoften fandt sted, fortæller Tyler Atkins. Ingen greb ind, men stod bare og kiggede - også en voksen. 

06:02

Her kan du se nyhedsindslag om den uroskabende ungegruppe, der huserer i Østjylland. 

Luk video

Utrygheden breder sig

Tyler Atkins har ikke besøgt Bytoften siden lørdag den 15. september. Det samme gælder mange af hans bekendte.

- Jeg ved, at de andre unge i byen er påvirkede af det. Mange af dem, jeg kender, holder sig derfra og flere har fået at vide, at de ikke skal gå derover, fordi deres forældre ved, hvad der er sket, siger Tyler Atkins til TV2 ØSTJYLLAND.

Det var som om en hel sværm af unge rejste sig op og pludselig stod omkring mig.

Tage Nielsen, klubleder i Galten Junior- og Ungdomsklub ​​

Utrygheden blandt de unge og deres forældre er et stort problem, lyder det fra Tylers mor, Lene Atkins, der er specialpædagog i Region Midtjylland.

- Jeg har været tryg ved at sende Tyler hen til Bytoften. Jeg synes, at det er uretfærdigt og rigtig ærgerligt, at der kommer nogle unge udefra og skaber så meget ravage. Det er med til at give Galten et ry, som jeg faktisk ikke synes, byen har fortjent, siger Lene Atkins til TV2 ØSTJYLLAND.

Tylers mor, Lene Atkins (th.), har svært ved at se, hvordan man kan taget hånd om den gruppe af unge, der skaber uro og utryghed i Østjylland. Foto: Lene Atkins / privat

Forældre går selv på gaden

Som en konsekvens af flere kedelige hændelser har en gruppe forældre fra Galten selv taget initiativ til at patruljere i byen i aften- og nattetimerne.

- Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at vi i et lille samfund som Galten skal opleve, at folk ikke kan sende deres unge ud at hygge sig, uden at de kommer forslåede hjem, siger Claus Andersen, der er en del af gruppen 'Forældre Netværk Galten.'

Så må de sættes bag tremmer, og så må man håbe, at de bliver klogere, når de kommer ud derfra. 

Tage Nielsen, klubleder i Galten Junior- og Ungdomsklub ​

Tage Nielsen, der er klubleder i Galten Junior- og Ungdomsklub og byrådsmedlem for Radikale Venstre, har også været i nærkontakt med den voldelige ungegruppe.

Han oplevede at blive truet, da han bad dem om at skrue ned for musikken på Bytoften.

- Det var som om en hel sværm af unge rejste sig op og pludselig stod omkring mig. De var sådan helt oppe i ansigtet på mig og puffede til mig og tændte lightere foran mit ansigt, siger Tage Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Folk var glade for hinanden og tog sig af hinanden. Det var et behageligt sted at være og ikke et sted, hvor man skulle være bange for at blive slået ned, siger Tyler Atkins om Bytoften. Foto: Lene Atkins / privat

En opgave for politiet

Han mener ikke, at de unge i gruppen er uden for pædagogisk rækkevidde - men det er måske tæt på.  

 - Den adfærd og den attitude, de her unge havde, det er helt klart politiets opgave at tage sig af. Det kan man ikke hverken bede klubfolk eller frivillige forældre at håndtere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

- Den vold, de begik den aften, og det ved jeg, at de også har gjort andre steder, det er politiets opgave. Så må de sættes bag tremmer, og så må man håbe, at de bliver klogere, når de kommer ud derfra. 

Læs også Teenagere terroriserer nabolag med høj musik, ræsende scootere og glasskår

Tylers mor, Lene Atkins, har svært ved at se, hvordan der kan blive taget hånd om den gruppe af unge, der skaber uro og utryghed i Østjylland.

- En ting er den forebyggende, understøttende indsats af de lokale unge, men jeg tænker, at det kan være en svær opgave at styre, hvad der kommer udefra, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Overfaldet på Tyler Atkins resulterede i flere blodudtrækninger i ansigtet og en brækket skulder.

De unge, der overfaldt Tyler Atkins, bør sættes bag tremmer, mener Tage Nielsen, der er klubleder i Galten Junior- og Ungdomsklub. Foto: Lene Atkins / privat