Tvungen brug af hjelm i Skanderborg
I første omgang skal målvogterne i Skanderborg Håndbold spille med hjelm til træning
Som den første håndboldklub i Danmark, tager Skanderborg Håndbold nu konsekvensen af de mange hjernerystelser i håndboldsporten de senere år.
I første omgang indfører håndboldklubben en forsøgsordning for målvogtere på U16, U18 og på seniorhold i 1. division damer og ligaherrer, der skal bruge hjelm under træning. Klubben har allerede skaffet hjelme til de 15 målvogtere, og de bliver tilpasset i den kommende uge, og derefter skal hjelmen benyttes under træning frem til sommerferien.
- Vi gør noget aktivt nu som en direkte konsekvens af de seneste års mange hjernerystelser i håndboldsporten. På landsplan er antallet af hjernerystelser eksploderet de sidste par år, og der er ikke noget, der tyder på, at det er for nedadgående, fortæller sportschef og bestyrelsesmedlem Torben Væver til tv2oj.dk.
Forbund giver dispensation: Nu må Johanne spille med maske
De har selv oplevet problematikken på nærmeste hold i Skanderborg.
- Vi har haft nogle meget alvorlige uheld i Skanderborg, hvor vores målmand Kasper Larsen i sidste sæson var ude i et halvt år, efter en bold ramte ham i baghovedet. Christian Albertsen er kun 20 år, og han er stadig ude med efterveer af en hjernerystelse fra oktober 2014, fortæller Torben Væver.
I første omgang omfatter det målmændene, men på sigt kan det også betyde, at markspillerne bliver udstyret med en hjelm.
- Vi evaluerer på det til sommer og drager vores erfaringer ud fra denne prøveperiode. Vi må se på, om det også kommer til at omfatte markspillere. Jeg ved, at dialogen er i gang i DHF efter sager den seneste måned, og de er i gang med at lave nye regler på området, fortæller Torben Væver.