Tvivlsom scoring i AGF-sejr
AGF havde dommertække, da aarhusianerne tog hul på forårssæsonen
Resultattavlen viste 2-0 til AGF mod Hobro, og det kan der ikke ændres på.
Men Hobrospillerne var langt fra tilfredse med måden, det foregik på, da hjemmeholdet AGF kom foran 1-0 efter en halv times spil i forårspremieren i 1. division på NRGi Park i Aarhus.
AGF-veteranen Peter Graulund befandt sig under opspillet i noget, der på tv-billederne nemt kunne ligne en offsideposition.
Selvom linjevogteren måske havde set det, som de rasende Hobrospillerne gjorde opmærksom på, forblev dommerens fløjte tavs, og David Devdariani bragte AGF'erne på sejrskurs.
Et kvarter senere var det debutanten Søren Berg, som fik hovedet på et langt indlæg fra Peter Graulund, og så stod det 2-0.
Det tog dog ikke modet fra Hobro, som fortsatte presset på hjemmeholdet, men målene udeblev.
Otte point til Vejle
Med nederlaget kan oprykkerne fra Hobro ikke vide sig for sikre, når det store regnestykke om nedrykning skal gøres op senere på sæsonen. Holdet er kun fire point over nedrykningsstregen.
AGF'erne kunne med sejren sikre en føring på otte point til Vejle på andenpladsen.