Tvivl om anholdte i drabssag fra Skovby

Politiet er usikker på, om fire anholdte litauere står bag drabet på 76-årig mand i Skovby.

Analyserne af DNA-sporene fra drabet på den 76-årige Karsten Nørgaard fra Skovby ved Galten bliver uhyre vigtige for sagens videre forløb.

Analyserne er færdig i løbet af denne uge, og analyserne kan muligvis frikende de fire litauere, der er varetægtsfængslet i sagen.

Politiet er overbevist om, at de fire litauere har stået bag anden kriminalitet i Danmark, men det er dog usikkert, om de også står bag drabet på Karsten Nørgaard.

- Jeg har hele tiden tvivlet på, om de er de rigtige, indtil jeg har fået beviserne. Indtil videre har vi ikke kunnet placere dem ved gerningstedet. Hverken via de fine oplysninger, vi har fået fra befolkningen, og heller ikke fra de andre spor, vi har, siger vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Peter Krogh til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Karsten Nørgaard blev i sit eget hjem dræbt af indbrudstyve natten til den 2. oktober. Hans hustru overlevede ved at spille død.