Tvangsindlagt efter overfald
Ung kvinde fik skader i ansigtet
En 47-årig mand er blevet tvangsindlagt, efter han i går, tirsdag, uden varsel overfaldt en ung kvinde. Overfaldet skete på Kystvejen i midten af Aarhus klokken 18.45.
Den 25-årige kvinde cyklede ad Nørreport i retning mod Sibirien. Her blev hun stoppet af gerningsmanden, der, uden varsel, slog hende i ansigtet og ramte hende på næsen og munden.
Kvinden tilkaldte herefter hjælp, og flygtede fra stedet. Kort efter ankom en politipatrulje til manden, der var blevet på gerningsstedet.
- Da betjentene ankommer, er manden helt ude af kontrol. Han er ikke til at komme i kontakt med, og han står og råber ud i luften, siger Mogens Brøndum, der er politikommissær hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Gerningsmanden blev anholdt og blev efter at være blevet tilset af en læge tvangsindlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Kvinden blev kørt til skadestuen til undersøgelse og behandling for skaderne i ansigtet.