- TV2OJ skal dække Horsens
Politikere vil ændre dækningsområde
Som regionsrådspolitiker er det vanskeligt at komme til orde, hvis man bor i Horsens eller Hedensted.
Det mener to lokale regionsrådsmedlemmer, der på tværs af partiskel er gået sammen om at arbejde for en bedre regional tv-dækning af de to kommuner.
Anders Kühnau (S) og Erik Vinther (V) vil have kulturministeren til at ændre tv-stationernes dækningsområder, så de passer med de nye regionsgrænser frem for de for længst nedlagte amtsgrænser.
- Som det er i dag, er Horsens Kommune fanget mellem to stole, når det kommer til regional tv-dækning. Både TV 2 | ØSTJYLLAND og TV Syd mener, de dækker Horsens Kommune, men det resulterer ikke i mere omtale af historier med relevans for både Horsens og Region Midtjylland. Snarere tværtimod, for det virker til, at i dette tilfælde bliver alles ansvar til ingens ansvar, siger Anders Kühnau i en fælles pressemeddelelse fra de to politikere.
Se: Kjellerup skal dækkes af TV 2 | ØSTJYLLAND
- Det skal ændres, for den regionale tv-dækning er et vigtigt element i både den demokratiske debat om Region Midtjyllands arbejde og i at skabe en følelse af tilhørsforhold og sammenhold i regionen. Konkret bør TV 2 | ØSTJYLLANDs optageområde udvides til at dække hele den østlige del af regionen, inkl. Horsens og Hedensted kommuner, fortsætter han.
De to politikere ønsker også, at kulturministeren undersøger, om distriktsgrænserne for DRs regioner kan ændres.