TV2OJ inviterer til debat om ulven
Få svar på alle spørgsmål fra en række eksperter i livedebatten 11. januar
En række midt- og østjyder har med øjenvidneberetninger og fotografier bekræftet, at ulven for godt tre år siden vendte tilbage til Danmark efter et par hundrede års fravær.
Og det sky dyr har givet anledning til et hav af bekymringer og diskussioner, for hvordan er det nu lige med det store hundedyr. Skal vi frygte den? Skal vi frygte for vores husdyr? Og hvad med vores børn ?
Ulve-spottere: Søger efter ulvespor
Mandag 11. januar inviterer TV 2 | ØSTJYLLAND og TV MIDTVEST til et par timers live debat om ulven fra klokken 19.45 i Holstebro.
Der er sammensat et panel af folk for og imod ulven. Det gælder politikere, forskere, naturmennesker, fåreavlere og de folk, der bor i områder, hvor ulven er.
Har I lyst til at være med som publikum i debatten, hvor I også får mulighed for at komme til orde, kan I skrive til ulv@tvmidtvest.dk og tilmelde jer debatten.
Der er plads til omkring 100 mennesker i multimediesalen på TV MIDTVEST, og det er først-til-mølle-princippet, og det er gratis at deltage.
Vi modtager også gerne billeder og historier og jeres erfaringer med ulven på samme mailadresse.
Se videoen med øjenvidneberetninger fra det midtjyske i tv-indslaget ovenfor.