TV2OJ-direktør: Dejligt med følelser
Yahya Hassan er fortsat velkommen i tv-studiet, hvis han har en god historie, fortæller TV 2 | ØSTJYLLANDs direktør
Valgkampen kan få de store følelser frem. Det var måske også tilfældet, da Yahya Hassan onsdag aften blev så utilfreds med, at hans taletid var udløbet, at han nægtede at forlade TV 2 | ØSTJYLLANDs studie.
- Det er jo ikke sådan, at jeg synes, at alle skal gå ind i et tv-studie og lave ståhej, som Yahya Hassan gør her. Men jeg erkender også, at en valgkamp bringer de stærkeste følelser frem i mennesker, som er under et utrolig hårdt pres, siger TV 2 | ØSTJYLLANDs direktør, Peter Kramer, om episoden.
Han fortsætter:
- Så har vi jo også at gøre med en 20-årig anarkist, som bryder alle regler. Det gør 20-årige anarkister indimellem.
Yahya Hassan har selv forklaret episoden med, at "man kun har det sjov, man selv laver". Og Peter Kramer sætter da også pris på store følelser:
Se også: Yahya: Det var for sjov
- Jeg synes, det er dejligt at se følelser - især på tv, siger han.
Derfor er der også fortsat plads til, at Yahya Hassan kan gæste studiet på TV 2 | ØSTJYLLAND på trods af gårsdagens optrin:
- Hvis han har noget interessant at fortælle befolkningen, som vi synes, det er interessant at give videre, og hvor vi får lejlighed til at stille kritiske spørgsmål, så gør vi det, lyder det fra Peter Kramer.
Se hele interviewet med Peter Kramer i videoen øverst på siden.