TV2 ØSTJYLLAND holder gratis SELVGLAD-event med Katrine Gisiger
Kom og hør de fire piger fra Selvglad fortælle, hvordan det er gået dem efter seriens afslutning og få gode kropsråd af coach Katrine Gisiger
Selvom sidste afsnit af serien SELVGLAD er blevet lagt på YouTube, holder TV2 ØSTJYLLAND ikke op med at hylde kroppen og dens forskelligheder.
Den 12. november klokken 19:00 inviterer TV2 ØSTJYLLAND til et gratis event i Stakbogladen i Aarhus med de fire piger fra serien samt coach, Katrine Gisiger.
Læs også
Katrine Gisiger gør op med kropsidealer
De fire piger, der deltog i serien, var alle under kyndig vejledning af Katrine Gisiger. Hun har specialiseret sig i, hvordan man får et afslappet forhold til det at spise. Hun vejleder gennem det, som kaldes kognitiv kostvejledning.
Katrine er blandt andet kendt fra sin instagramprofil, hvor hun gør op med de forskellige skønhedsidealer, hun mener findes på det sociale medie.
Til eventet vil Katrine Gisiger sætte ord på, hvad man kan gøre for ikke at lade sig styre af tidens kropsidealer. Det gør hun ved at give forskellige værktøjer, som du kan bruge på dig selv, eller hvis du kender en, der har det svært med sin krop.
Hvor er pigerne i dag?
I serien kæmpede de fire piger Neel, Victoria, Ida og Marlene med en følelse af ikke at have det godt i deres egen krop. Det betød, at de alle var hæmmet i deres hverdag. Katrine Gisiger gav derfor kvinderne forskellige udfordringer, som skulle hjælpe dem med at styrke forholdet til deres krop
Mens Marlene skulle smide det tøj ud i sit klædeskab hun ikke kunne passe, skulle Ida finde en kjole, som viste hendes kavalergang, Victoria skulle finde en ny bikini, og Neel skulle sende en snap hver dag i en uge, hvor hun skrev noget positivt om sig selv.
Læs også
Alle kvinderne kom igennem udfordringerne og deltog desuden i nøgenbadning, bodypainting og fotograferede andres kropsdele på Skanderborg Festival. Oplevelser, der skulle hjælpe pigerne med at komme tættere på at lægge stridsøksen over for deres egen krop.
Men hvor er pigerne i dag, efter serien er slut? Alle fire piger kommer på scenen og fortæller om, hvor de er i dag, og om deres oplevelser ved at deltage i serien.
Husk, at du stadigvæk kan se alle afsnit af Selvglad på vores YouTube-kanal