TV 2-dokumentar giver anledning til sagstjek
Venstres rådmand Gert Bjerregaard (V) vil have Ankestyrelsen til at se på sag på baggrund af dokumentar på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter genudsendelsen af dokumentaren "Er du mors lille dreng?" i aftes og den annoncerede udsendelse af et nyt tv-program om lillebroderen til et svigtet barn beder socialrådmand Gert Bjerregaard (V) nu Ankestyrelsen vurdere sagen om lillebroderen.
- Nogle af de involverede medarbejdere har set dele af filmen om Jørns lillebror. Det klare indtryk er, at der tegnes et meget kritisk billede af vores indsats. Forvaltningens egen gennemgang af sagsforløbet tegner et andet billede, udtaler rådmand Gert Bjerregaard i en pressemeddelelse.
Både Byrådet såvel som Socialudvalget orienteres om sagen, der som den oprindelige udsendelse må forventes at skabe en omfattende samfundsdebat.