Tusindvis af nye ørreder i Aarhus Bugten

På onsdag bliver 62.050 ørreder sat ud i åer ved Aarhus Bugten. Om et år eller to er de klar til at blive fanget

Foto: Privatfoto

Så er det med at finde fiskestangen frem.

Aarhus Bugten får nemlig mange nye beboere på onsdag, når østjyske Lyst- og Fritidsfiskere sætter flere tusinde ørreder ud.

De mange små ørreder - ørredsmolt - er mellem 10 og 15 centimeter og ankommer med en specialtankvogn fra Lundby Fisk.

Læs også Havbrug-modstandere vejrer morgenluft: Behandling på pause

I alt bliver der sat 62.050 ørreder ud. Nogle af dem i Aarhus Å ved Mølleparken. Andre sættes ud i Egå og ved flere små bække i Kalø Vig.

 Det er fisk, der er født med hormoner. De tænker kun på at komme ud i saltvand.

Arne Bager, Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere 

- Det er fisk, der er født med hormoner. De tænker kun på at komme ud i saltvand. Derfor sætter vi dem ud tæt på saltvand. De vil søge ud mod Aarhus Bugten, hvor de vokser meget hurtigt, fordi der er føde til dem. Om et år eller to er de klar til at blive fanget, siger formand for Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere Arne Bager til TV2 ØSTJYLLAND.

Formålet er at give alle mulighed for at fange havørreder i bugten.

Ørredsmoltene der bliver udsat er af egen avl. Moder- og faderfiskene er indfanget ved elfiskeri i efteråret 2015 i Giber Å. Herfra er de transporteret til Lundby Fisk, der er et specialdambrug ved Nibe.

Læs også Muslinger har det godt – så fiskekvoten er fordoblet

Her er fiskene strøget for æg, befrugtet og udklækket som yngel, hvorefter der er nusset godt om dem et års tid. Nu er de klar til at komme ud i det rette element, hvor de må klare sig selv.

140 kroner om året

Opdrættet af ørrederne er for størstedelen betalt af fisketegnsmidlerne – altså af fiskerne selv ved indbetalingerne til fisketegn – og administreret af DTU Aqua i Silkeborg. Aarhus Kommune har betalt for 18.000 fisk. 

Man skal have et fisketegn for at fange ørreder - undtagen hvis man er mindreårig eller pensionist. Ellers er prisen cirka 140 kroner om året.

Læs også Lastbil med 10 ton fisk væltede på motorvejen ved Randers

Hvad er din yndlings ørred-spise?

- Røget ørred, siger Arne Bager.

Udsætning af de mange ørreder sker på onsdag den 19. april klokken 16.00 ved Mølleparken. Alle er velkomne.