Tusindvis af julelys bliver tændt i Hinnerup

Dagen før december skydes i gang, tyvstarter beboerne i Hinnerup med tusindvis af julelys

Sidste år lagde cirka 70.000 gæster vejen forbi julelysene i Fredensgade. Foto: Axel Schütt - Ritzau Scanpix

Den 20 år gamle tradition får endnu et år på bagen fredag aften klokken 20, når Hinnerups måske mest kendte gade lyses op af flere tusind julelys.

Der er ikke mange timer, til kalenderen skriver december, og på Fredensgade tager de hul på festlighederne allerede i aften.

I VIDEOEN HERUNDER KAN DU SE JULELYSENE BLIVE TÆNDT:

Følger du med i appen? Klik her for at at se videoen

Sidste år var 70.000 gæster mødt op til begivenheden, der finder sted på en helt almindelig villavej i Hinnerup.

Det startede som et nabo-drilleri, men gennem årene har det taget fart, og i aften kan man forvente en omfattende opsætning af julelys.

- Det tager mig cirka tre dage - fra morgen til aften - at gøre klar til det, hvis vejret er godt. Men hvis det regner og blæser, tager det længere tid, siger Peter Schmidt, der er en af beboerne på Fredensgade.

Læs også 70.000 kom forbi sidste år - nu tændes julelysene igen i Hinnerup

Og resultatet af det hårde arbejde trækker så mange mennesker, at gaden er helt proppet hvert eneste år. Men det er ikke noget, der generer vejens beboere.

- Vi har vænnet os til de mange mennesker, men man kan da godt blive lidt træt af det i løbet af december, hvis man for eksempel har været ude at køre en tur, og vi så skal holde i kø for at komme hjem. Men vi har jo selv skabt det, så vi er selv ude om det, siger Peter Schmidt.

Læs også VIDEO: En halv million julelys blev tændt i Randers