Tusindvis af biler giver lange køer: - Hurtigere at tage cyklen

Trafikmængderne er så massive i Skægkær ved Silkeborg, at det er til stor gene for byens borgere

Sådan ser trafikken ud i morgentimerne i Skægkær ved Silkeborg. Foto: TV MIDTVEST

I samarbejde med TV MIDTVEST

Silkeborgmotorvejens åbning for halvandet år siden har fået flere til at ændre deres trafikvaner.

Det mærker man i de små byer omkring Silkeborg, hvor flere og flere biler kører igennem på grund af de nye motorvejsafkørsler.

Vi har set eksempler på, at det er hurtigere at tage cyklen inde fra Silkeborg end at tage bilen. Så meget trafik er der kommet her.

Ole Miller, Skægkær Beboerforening 

I Skægkær, nordvest for Silkeborg, kører der hver eneste dag 13.700 biler gennem byen. En massiv stigning sammenholdt med de 9.300 biler, der kom forbi den lille by med godt 400 indbyggere i 2009.

- Trafikken er vokset så voldsomt, at man næsten ikke kan forstå, hvordan det kan forekomme. Folk holder i lange køer herude, siger Ole Miller, der er formand for Skægkær Beboerforening, til TV MIDTVEST.

- Vi har set eksempler på, at det er hurtigere at tage cyklen inde fra byen (Silkeborg, red.) end at tage bilen. Så meget trafik er der kommet her. Det er et problem. Det er stressende for dem, der bor her, lyder det.

Karlo Jespersen og Ole Miller er trætte af den tætte trafik i Skægkær. Foto: TV MIDTVEST

Og Karlo Jespersen, der også bor i Skægkær, bakker op.

- Altså, konen skal i hvert fald ikke sige noget til mig, når vi går i haven, for det larmer så meget, at vi ikke kan tale sammen.

- Det er mangel på rettidig omhu. De (politikerne, red.) skulle prøve og komme herud og se, hvordan det er, siger han.

Ikke mangel på rettidig omhu

Vejdirektoratet forudså i forbindelse med byggearbejdet til Silkeborgmotorvejen, at trafikken ville stige med 2.500 biler i døgnet i Skægkær. Det tal endte med at blive 4.400.

Alligevel mener man ikke, der er mangel på rettidig omhu hos kommunen.

Vi kan godt se, at der sker noget ude i Skægkær, som vi er nødt til at forholde os til. Men det kræver, at vi tager noget væk andre steder fra, for at vi kan gøre noget.

Hans Okholm (SF)

- Vi har først lige fået de tal omkring motorvejen, så vi har ikke kunnet vide, at det ville stige så eksplosivt på det område, siger Hans Okholm (SF), formand for Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune.

- Vi skal have håndteret det på en eller anden måde. Vi kan godt se, at der sker noget ude i Skægkær, som vi er nødt til at forholde os til. Men det kræver, at vi tager noget væk andre steder fra, for at vi kan gøre noget. Så jeg kan ikke sige noget om tidshorisonten i det.

Læs også Hærværk lukkede motorvejs-tunnel i Silkeborg

Men der skal gøres noget?

- Ja, det skal der, lyder det fra Hans Okholm.

Silkeborg Kommune forventer, at antallet af bilister i Skægkær vil stige til 20.000 i døgnet i 2030.

Du kan se mere fra Skægkær i indslaget fra TV MIDTVEST herunder:

01:48 Luk video