Tusinder til sejlskibstræf trods regn

Trods byger trækker sejlskibstræf i Århus mange tusinde på havnen. Forventningen om op mod en mio. gæster bliver dog ikke indfriet.

En grå sommer med mange byger forhindrer i weekenden ikke mange tusinde århusianere og turister i at flokkes på havnen i Århus, som får besøg af godt 100 imponerende sejlskibe.

Århus er i fire dage vært for The Tall Ships' Race, verdens største kapsejlads for skole- og øvelsesskibe. Trods regnfrakker som gennemgående beklædning på havnen, fortsatte tilstrømningen af nysgerrige i løbet af lørdagen. Folk kom enten for at se og komme om bord i nogle af skibene, høre koncerter med bl.a. Bryan Adams og D.A.D. eller deltage i andre familieaktiviteter spredt over det store havneareal.

<B>'En gennemført succes'</B>
Politi, beredskab og arrangører var synkront enige om at kalde arrangementet 'en gennemført succes', da der blev holdt pressemøde lørdag.

- Det er et usædvanligt roligt og flot arrangement. Alt er klappet uden trafikkaos eller ordensproblemer. En enkelt brandert i detentionen og en ambulance til en kvinde med nøddeallergi må siges at være helt unormalt stille i Århus til så stort et arrangement, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen fra Østjyllands Politi.

Og så får det være, at de forannoncerede forventninger om et tilskuertal på op mod en million næppe bliver indfriet.

- Vi hænger os ikke så meget i, om der kommer 600.000 eller flere. Det vigtigste er, at alle de besøgende plus de 3500 besætningsmedlemmer på de godt hundrede sejlskibe fortæller os, at det er en succes, siger eventchef Steen Nordahl fra Visitaarhus.