Tusinder mødte frem for at vise sympati ved smuk begravelsesceremoni

Lørdag tog Bestseller-familien Holch Povlsen og tusindvis af fremmødte afsked med de tre børn, som blev dræbt i et terrorangreb i Sri Lanka påskedag.

På den ene af kisterne var der hæftet balloner, som familien Holch Povlsen efter begravelsesceremonien sendte til vejrs.

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og hustruen Anne mistede for 13 dage siden tre af deres fire børn under bombeangrebet i Sri Lanka.

Lørdag tog parret, familie og venner afsked med børnene. 

Læs også Bestseller-ejer mistede tre børn i terrorangreb: I dag bliver de begravet

Efter familiens ønske var begravelsen delt op i en offentlig del og en privat del. Den offentlige del fandt sted ved Aarhus Domkirke, hvor blandt andre kronprinsfamilien, statsminister Lars Løkke Rasmussen og pressen var inviteret med.

02:29

VIDEO: Tusinder mødte frem for at vise sympati ved den smukke begravelsesceremoni ved Aarhus Domkirke. Video: TV 2 ØSTJYLLAND. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Luk video

Klokken 14 blev den første del af begravelsen afholdt med en cirka en times ceremoni ved domprovst Poul Henning Bartholin. 

Aarhus Domkirke har plads til omtrent 1.000 mennesker, og lørdag var den fyldt op. Uden for kirken var yderligere hundredevis mødt op for at vise deres sympati og lægge blomster.

Læs også Tusindvis tændte fakler og kondolerede terrorramt familie

Familien ønskede at markere begravelsen over for offentligheden, og derfor havde de lavet et podie foran Domkirken til pressen. Herfra kunne medierne dække begivenheden og følge med på behørig afstand.

Tusinder var mødt op for at vise sympati for familien Holch Poulsen, der mistede tre af deres fire børn i terrorangrebet i Sri Lanka påskedag. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Pressen var dog kun inviteret med til den del af begravelsen, som foregik ved Aarhus Domkirke.

Efter ceremonien i Domkirken blev kisterne kimet ud af kirken. Efterfølgende var der flere minutters stilhed, mens familien stod foran kisterne udenfor.

De flere minutters stilhed blev efterfulgt af, at forældrene sammen med deres 10-årige datter gik hen til kisterne, hvor nogle balloner var hæftet fast til den ene kiste. Datteren klippede snoren til ballonerne over, og ballonerne steg smukt til vejrs.

Kisterne bæres ud fra kirken og ind i rustvognene efterbegravelsen af de tre aarhusianske børn. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Da ballonerne steg til vejrs, begyndte de at synge ”Der dufter lysegrønt af græs”, som er en svensk sommersalme oversat til dansk af Johannes Johansen.

Tabet af vores elskede børn Alma, Agnes og Alfred er helt ubegribeligt.

Anders & Anne Holch Povlsen i en sms-besked

Efterfølgende kørte tre rustvogne til Ormslev Kirke ikke langt fra familiens bopæl i Stavtrup vest for Aarhus. Her henstillede familien til, at dette foregik privat.

Slutteligt har familien oplyst, at der ville være en privat ceremoni på Constantinsborg, hvor familien bor.

En række borgere lagde blomster foran Aarhus Domkirke. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Takker borgere for mindehøjtidelighed

Anders Holch Povlsen og hustruen Anne har ikke offentligt ønsket at sætte ord på tabet.

Men efter en mindehøjtidelighed torsdag den 26. april på Brande Torv, sendte parret en sms-besked, hvor de takkede de 700 borgere, der var mødt op.

Læs også Lokale arrangerer fakkeltog for terrorramt familie

Til mindehøjtideligheden læste præst Arne Holst-Larsen en sms-besked op fra det danske par, der mistede tre af deres fire børn ved bombeangrebet i Sri Lanka påskedag.

Vi sætter umådelig stor pris på den medmenneskelighed, der også vises i Brande i aften.

Anders & Anne Holch Povlsen i en sms-besked

- Vi sender jer de kærligste hilsner, kærligste tanker og er dybt taknemmelige over alt den hjertevarme, vi har modtaget de seneste dage, stod der ifølge Herning Folkeblad.

- Tabet af vores elskede børn Alma, Agnes og Alfred er helt ubegribeligt.

Ved mindehøjtideligheden blev der med accept fra familien uddelt fakler, sunget fællessange og holdt to minutters stilhed for alle ofre og pårørende.

01:21

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var til stede ved mindehøjtideligheden ved Constantinsborg, men holdt efter aftale en solid afstand til arrangementet. Videoen er fra den 25. april. Video: TV2 ØSTJYLLAND. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Luk video

Flere tusinde til mindehøjtidelighed

Mindst 253 mennesker mistede livet ved angrebene i Sri Lanka på påskedag 21. april. Samtidig blev flere hundrede såret. 

Læs også Tre børn dræbt: Lokale lægger blomster hos Bestseller-ejer

Bestseller-ejerens børn mistede livet, da to bomber eksploderede på Hotel Shangri-La i hovedstaden, Colombo.

Det var første gang, at familien udtaler sig efter angrebet.

Her kan læses en række af de kondolencer, der strømmede ind til familien på TV2 ØSTJYLLANDS Facebooks-side i dagene efter angrebet

- Med de mange dejlige mennesker vi har omkring os, nære venner, dygtige kolleger og vores kærlige familie, vil vi sammen komme gennem det. Vi sætter umådelig stor pris på den medmenneskelighed, der også vises i Brande i aften - overfor ikke kun vores familie og børn, men over for alle ofrene for de grusomme handlinger på Sri Lanka. Anders & Anne, lød det i sms-beskeden.

Læs også Bestseller-ejer sætter for første gang ord på familiens tab

Mindehøjtideligheden blev afsluttet med Eric Claptons sang "Tears in Heaven".

I byen Stavtrup blev der også afholdt mindehøjtidelighed. Her gik flere tusinde i samlet flok fra den lokale Rema 1000-butik til gårdspladsen på Constantinsborg, hvor familien bor.

01:38

VIDEO: Lokale har tidligere lagt blomster ved Constantinborg, hvor familien bor.

Luk video

REDAKTIONELLE OVERVEJELSER

En familie i Østjylland har lidt et ultimativt tab ved terrorangrebet i Sri Lanka.

 

Vi finder, det er vores pligt og opgave som lokalt medie at skildre, når den internationale terror rammer ind i vores helt nære cirkler. Der er en skole, en landsby, mange arbejdspladser og tusindvis af medarbejdere, der er berørte af det hændte. Vi kan se, at det derudover optager mange andre østjyder, der ønsker at udtrykke deres forfærdelse og medfølelse til de efterladte.

 

Vi har naturligvis mange overvejelser om etik og respekt for den ramte familie, og der er mange detaljer og billeder, vi helt bevidst ikke bringer. Vi respekterer familiens ønske om, at vi ikke filmer på privat grund, og vi bruger ikke billeder fra familiens sociale medier. Men vi mener også, at vi ville svigte vores opgave, hvis vi ikke beskæftiger os med denne historie, og de reaktioner den medfører. Det er pressens opgave at vise virkeligheden, også når virkeligheden er så tragisk, som den er i dette tilfælde.

 

Flere brugere både på vores egne platforme samt andre mediers har udtrykt kritik af, at medierne omtaler familien ved navn. Men vi mener omvendt, at det er det mest respektfulde at sætte navn på de uskyldige ofre, som har betalt den ultimative pris. De var borgere i vores nærområde, elever på en lokal skole, venner med nogle – og nogens børn og børnebørn. De er mere end bare navnløse ofre.

 

Venlig hilsen, redaktionen