Turister elsker Østjylland: Så skal der sælges bolsjer for hele året

Turismen går godt i Østjylland. For mange butikker er et godt sommersalg afgørende for butikkens overlevelse

01:41

De kommende tre måneder arbejder personalet i Mols Bolsjer 14 timer i døgnet.

Sommer i kalenderen betyder turister og dermed også kroner i kassen for mange østjyske erhvervsdrivende.

De kommende tre måneder skal mange nemlig tjene størstedelen af deres penge for hele året.

For turister er en god indtægtskilde i Danmark. I alt brugte turister 94,7 mia. kroner i 2016.

Hos Mols Bolsjer i Ebeltoft skal der langes nogle bolsjer over disken i løbet af sommeren, hvor hele årets omsætning skal tjenes ind.

Også i Østjylland går det rigtig godt.

På Djursland er antallet af overnatninger steget hvert år siden 2012. I 2016 var antallet af overnatninger 1,7 mio.

Og jo længere turisterne bliver, jo flere penge bruger de.

Hvis det ikke var for de her tre sommermåneder, var der slet ingen grund til at være her for os.

Jette Nielsen, indehaver af Mols Bolsjer

Alene på Djursland lagde turisterne to mia. kroner i 2016. 

14 timer i døgnet

Ebeltoft er en af de østjyske byer, der i den grad lever af turisme. Her betyder sommerferie arbejde og kroner i kassen. I bolsjekogeriet Mols Bolsjer er der de næste par måneder ikke meget tid til at ligge og dase på stranden.

- Vi arbejder 14 timer i døgnet i de næste tre måneder, siger Jette Nielsen, der er indehaver af Mols Bolsjer i Ebeltoft.

Der skal nemlig langes en del bolsjer over disken for at tjene årslønnen ind i sommermånederne

- Hvis det ikke var for de her tre sommermåneder, var der slet ingen grund til at være her for os, siger Jette Nielsen.

Hanne Sloth har haft en tøjbutik i Ebeltoft i mange år. Hun vænner sig aldrig til, at det er så stort et pres, at salget går godt i sommermånederne.

Og sådan er det for mange erhvervsdrivende i den gamle købstad.

- Turisterne er meget vigtige for hele byen, siger Hanne Sloth.

Hun er formand for Ebeltoft Handelsstandsforening og har haft en tøjbutik i Ebeltofts gågade i mange år.

Et pres at være afhængig af sommer

Både Hanne Sloth og parret, der driver bolsjekogeriet, synes, at det er et pres at være afhængig af en god og solrig sommer med masser af turister.

- Man vænner sig aldrig til det, siger Hanne Sloth.

Læs også VIDEO: 71 tons tung helikopter-platform løftet på plads

Visit Djursland forsøger at holde momentum på de gode turisttal. Blandt andet ved at intensivere kommunikationen til potentielle gæster om de ting, der er at opleve på Djursland.

- Vi forsøger at få tilpasset nogle produkter som for eksempel tyskerne gerne vil komme op og opleve, siger Flemming Christensen, der er direktør i Visit Djursland.

02:27

VIDEO: Visit Djursland arbejder fortsat på, at de erhvervsdrivende i området ikke er så sårbare overfor eksempelvis dårligt vejr. Hør hele inerviewet med direktør for Visit Djursland, Flemming Christensen, her.

Luk video

I videoen øverst i artiklen kan du se mere om de erhvervsdrivende i Ebeltoft, der i løbet af de næste tre måneder skal tjene hele årsomsætningen.