Turen går til Harzen: Forlig sender Laurits og klassen på skoletur
Parterne blev fredag enige om en ny aftale for de kommunalt ansatte, så nu pakker 6. klasse på Gjessø Skole taskerne
Det er ikke kun de ansatte i kommunerne, der fredag kan være glade for, at parterne lidt før middag blev enige om en ny overenskomst for de kommunalt ansatte.
I Silkeborg har Laurits Due Raundahl Rasmussen fra 6. klasse på Gjessø Skole også fulgt spændt med.
Han har sammen med resten af klassen arrangeret en femdags skoletur til Harzen i Tyskland, og efter planen skal de afsted på mandag. Men turen, kunne være blevet aflyst, hvis forhandlingerne var endt i konflikt.
Læs også
På Gjessø Skole går klassetrinene kun til 6. klasse, og eleverne skal derfor skilles ad til sommer. Derfor betyder det ekstra meget, at eleverne nu kommer afsted.
- Det er virkelig rart, for så er der ikke rigtig noget at være bange for længere. Det har fyldt rigtig meget her i den seneste måned siger Laurits Due Raundahl Rasmussen.
Klassen har selv samlet penge ind
6. klassen på Gjessø Skole har selv samlet op mod 80.000 kroner ind til turen, men hvis konflikten havde sendt Silkeborg Kommunes lærere hjem, så var turen ikke sikret, og derfor ville pengene være tabt.
- Det er mange penge, vi skal af med, hvis vi ikke kommer afsted, og det er meget ærgerligt at miste dem, siger Laurits Due Raundahl Rassmusen.
Læs også
Glæde i Østjylland fredag
Ligesom Laurits var der også andre i Østjylland, der fredag var begejstret over nyheden om, at en ny overenskomstaftale var indgået på det kommunale område. Skolechef i Silkeborg Kommune Juno Jensen var glad for at de månedlange forhandlinger havde resulteret i et forlig.
- Jeg er rigtig glad for, at begge parter har holdt ud, for det har godt nok været et langt forløb. Og det havde næsten været ubærligt, hvis ikke der var kommet et resultat, som så er blevet et forlig. Det har jeg det rigtig godt med, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Også hos borgmester i Aarhus Kommune og formand for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S), var der glæde over, at det lykkedes at få en aftale på plads for de knap 500.000 ansatte i kommunerne.
- Det er enormt vigtigt, at aftalen er på plads. Det er en vigtig del af rammen for, at vi kan levere velfærd til danskerne. Aftalen omfatter jo 500.000 personer og konsekvenserne havde været store og alvorlige, hvis vi ikke var kommet i mål, siger Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Fakta: Det ved vi om aftalen for de ansatte i kommunerne
Her er, hvad vi ved om aftalen:
- Den gælder for tre år. Dermed skal der forhandles overenskomster igen i foråret 2021.
- Aftalen har en samlet økonomisk ramme på 8,1 procent.
- Herunder er der afsat 500 millioner kroner i en pulje målrettet sosu'er og sygeplejersker, som skal medvirke til at løse rekrutteringsudfordringer i kommunerne. Derudover er afsat 85 millioner kroner til en ligelønspulje.
- Det såkaldte privatlønsværn afskaffes. Det betyder, at lønudviklingen i det private ikke kan løbe hurtigere end i det offentlige. En reguleringsordning skal fortsat sørge for, at de to følges ad.
- Arbejdsgiveres krav om forringelse af seniorordningen er frafaldet. Kravet gik på, at de ældre ansatte skulle vente flere år på at få de ekstra fridage, som seniorordningerne giver.
- Man er blevet enige om, at en endelig aftale om arbejdstider for lærere og undervisere skal være på plads inden 2021. En uvildig undersøgelseskommission nedsættes.
- Der er aftalt sikring af den betalte spisepause for alle grupper.
Kilder: KL, Bupl, FOA og Akademikerne