Tur i grøften dyr for tyve

Der var gevinst for alle pengene, da politiet onsdag aften snuppede to stortyve med biler fyldt med tyvekoster.

Ordensmagten blev tilkaldt af borgere fra Voldby ved Hammel, som kunne følge med i, at to mænd forsøgte at skubbe en bil fri på en mark.

Det så noget mistænkeligt ud, mente vidnerne, og det havde de helt ret i.

Da politiet ankom til Voldby ved 23-tiden, stødte de nemlig på to gamle kendinge, og de havde bestemt ikke rent mel i posen.

Faktisk havde de to biler fyldt med tyvekoster blandt andet fra et indbrud i en villa tidligere på dagen.

Ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi kunne betjentene fylde hele politiets transportvogn med de stjålne genstande, men der blev naturligvis også lige plads til de to mænd.

De anholdte er en 31-årig mand fra Øster Velling ved Randers og en 25-årig mand fra Langå, og de skal i dag fremstilles i grundlovsforhør, oplyser vagtchefen.

Den ene bil var ligeledes stjålet.