Tunø vil have færge til Aarhus
Færge til Skødshoved og Samsø skal også anløbeTunø
Står det til en række beboere på Tunø, skal den lille ø mellem Aarhus og Samsø i fremtiden have en direkte færgeforbindelse til Aarhus.
I forvejen planlægger en gruppe private investorer at oprette en bilfri passagerfærge-rute, der skiftevis skal sejle mellem Aarhus og Skødshoved samt Aarhus og Mårup på Samsø.
Planerne er ifølge skibsreder Poul Feddersen så langt fremme, at investorerne kun mangler et tilsagn fra Syddjurs Kommune om, at kommunen vil bygge et havneanlæg i Skødshoved for i alt 1,5 mio. kr.
Hvis ruterne Aarhus-Skødshoved og Aarhus-Samsø bliver oprettet, ønsker Tunø-beboerne sig ifølge TunøNet, at turen til Samsø suppleres med en afstikker til Tunø, således at ruten hedder Aarhus-Tunø-Samsø.
Den - måske - kommende letvægtsfærge koster 15 mio. kr. og får plads til 118 passagerer. Turen fra Tunø til Aarhus kommer til at tage 50 minutter.