Tunø til kamp for sin færge

Beboerne på den lille Kattegat-ø Tunø er gået til kamp mod Odder Kommune for at bevare daglig færgefart til fastlandet.

Beboerne på den lille kattegat-ø Tunø kæmper i øjeblikket en strid kamp for sin færge og sin skole.

To dage om ugen uden færge til fastlandet i vinterhalvåret er resultatet af Odder kommunes spareplaner.

- Det svarer til, at man sagde til borgerne i en landsby på fastlandet 'I må ikke forlade byen to dage om ugen, for I må ikke slide på asfalten.' For færgen er vores eneste vej væk, fortæller Jørgen Hastrup, der er næstformand i øens færgeudvalg.

Odders borgmester, Niels-Ulrik Bugge (V), forklarer, at kommunen skal spare 25 millioner kroner, og at Tunø også må tage sin del af byrden.

Tidligere har sådanne nedskæringer ikke været mulige, men nu frygter mange småøer at få skåret færge og skole væk. Kommunalreformen betyder nemlig, at statens østøtte ikke længere er øremærket til øerne, men blot indgår i kommunernes bloktilskud.

Derfor går Tunø nu i spidsen for hele flokken af danske småøer. Med vrede breve til ministre og folketingsmedlemmer prøver øboerne at få deres statsstøtte øremærket igen.

Vi vil fortsætte på den politiske vej. Vi får nok ikke ændret noget i Odder kommune, men vi kæmper for at få ændret loven, siger Jørgen Hastrup. /ritzau/

LÆS OGSÅ:Færge med én passager (25/8-06)Tunø-borgere i oprør (17/8-06)Tunø Skole uden elever (19/5-06)Små færger slipper for EU-udbud (18/7-05)