Tunø ramt af ulykker
På kursus i afklippede fingre
Tunø var ramt af mange ulykker i denne weekend. Dog kun for sjov.
En ung kvinde sad fast under en traktor - og en herre ledte efter sin finger, som han havde savet af sig selv med sin hækkeklipper.
Ulykkerne var del af en dramatisk iscenesættelse til et førstehjælpskursus, og deltagerne blev hårdt prøvet i flere forskellige cases.
Instruktør fra Live2Save, Lars Rasmussen, kom med pølser, der lignede afklippede fingre, teaterblod til kunstige sår og voksklatter som brandvabler.
Alt sammen for at simulere situationer, som måske kan blive virkelighed for deltagerne.
- Det er særdeles vigtigt at kunne sin førstehjælp i et så lille og afskåret samfund som Tunø, siger Tunbo Hanne Andersen i en pressemeddelelse.
Mere sikkerhed er på vej
Kurset er et af flere kurser, som bliver holdt på Tunø i foråret af midler fra Trygfonden, ansøgt af græsrodsbevægelsen Bevar Tunø.
Flere borgere og virksomheder er desuden gået sammen om at sætte en hjertestarter op på Tunø havn. Den nye hjertestarter forventes at blive opsat i løbet af maj måned.