Tung vindmølle faldt af lastbil

En hel bydel var uden strøm, efter at en lastbil tabte en vindmølle ned ad en skrænt. Vindmøllen ramte både en bropille og et elskab.

En 70 ton tung midterdel til en vindmølle faldt tirsdag af en lastbil på motorvejen ved Århus-forstaden Stavtrup, oplyser politiet.

Ingen kom tilsyneladende til skade. Det er heller ikke opklaret, hvordan vindmølledelen kunne falde af blokvognen, der kom fra syd. Vindmøllen ramte en bropille, som nu skal undersøges for skader.

Fra motorvejen faldt den ned på den underliggende Ormslevvej og ramte undervejs et elskab. Det betød, at Stavtrup var uden strøm.

Desuden medførte uheldet forsinkelser af trafikken mod Århus.

En kran blev rekvireret for at løfte vindmølledelen væk. /ritzau/