Tunesers kone: Jeg er glad
Konen til den terrormistænkte tuneser er meget glad for, at manden kan besøge hende i weekenden.
Anna Nielsen, der er gift med den tuneser, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste har haft planer om at myrde Muhammed-tegner Kurt Westergaard, fortæller nu til TV 2 | ØSTJYLLAND, at hun er glad for den seneste udvikling i sagen.
- Vi er meget positive over udviklingen - det er da også det mindste, for han har krav på alle sine rettigheder, fordi han er uskyldig, siger Anna Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun håber desuden, at manden, får sin opholdtilladelse tilbage.
- Vi bliver ved med at kæmpe, til vi får retfærdighed. Det viser da, at Pia Kjærsgaard ikke kører så meget med klatten, som hun selv tror - og det er da positivt for alle her i landet, lyder det videre fra Anna Nielsen.