Tulip lukker fabrik i Brabrand

Det er billigere at producere skinker i udlandet. Derfor vil Tulip lukke fabrik med 190 ansatte i Brabrand.

Tulip Food Company, der er ejet af Danish Crown-koncernen, vil lukke sin forædlingsfabrik i Brabrand ved Århus med udgangen af september 2007.

Næsten 190 medarbejdere vil blive berørt, når produktionen flyttes enten til andre Tulip-fabrikker i Danmark eller til udlandet.

Fabrikken i Brabrand - det tidligere Jaka - producerer primært skinkevarer til USA, Sverige og Tyskland. Lukningen af fabrikken sker som led i en ny strategi for Tulip for perioden frem til 2010.

Administrerende direktør Flemming N. Enevoldsen oplyser, at produktionen af skinkeprodukter med fordel kan flyttes til lande med lavere omkostninger end i Danmark.

Tulip-direktøren regner med, at en del af de ansatte i Brabrand kan tilbydes andet arbejde i Danish Crown.

- Vi ved allerede nu, at der vil være efterspørgsel efter medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Horsens, oplyser han.