Trykket stemning i SIF
Spillere kede af trænerfyring i Silkeborg IF
Efter et skuffende efterår valgte Silkeborg IF at fyre Jesper Sørensen og ansætte Kim Poulsen som klubbens nye cheftræner.
Beslutningen om at fyre Jesper Sørensen ærgrer naturligvis hovedpersonen selv, men også spillerne er kede af situationen.
- Jeg er jeg træt af det. Det må jeg blankt erkende. Jeg synes ikke, at jeg på nogen måde er blevet en dårligere træner end i sommer, hvor vi rykkede op. Tværtimod, siger Jesper Sørensen med henvisning til, at Silkeborg IF i sommer rykkede fra NordicBet Ligaen og op i Superligaen med ham ved roret.
Træneren erkender, at tager man et kig på tabellen, så er der argumenter for at fyre ham. Derfor kommer det ikke som et chok for ham, selvom han ikke er enig i beslutningen.
Se: Jeg passer på trænerprofilen
Silkeborg IF ligger sidst i tabellen med fire point efter 17 runder i Superligaen.
Mandag var stemningen trykket blandt spillerne i klubben.
- Det er meget trist. Vi vidste ikke noget, da vi mødte ind til træning i dag (mandag, red), siger Frank Hansen.
Søndag aften tabte holdet på udebane til Brøndby IF, og da spillerne mandag klokken 14.00 mødte ind til træning, fik de overleveret nyheden.
Se: Vi skal have succesoplevelser
- Jeg er selvfølgelig rigtig ked af det på Jespers vegne og på holdets vegne. Jeg ville så gerne have haft, at det var lykkedes med ham som træner. Jeg synes, at der har været mange kampe, hvor det har været lige ved og næsten, siger Dennis Flinta.
Han fortsætter:
- Det er aldrig sjovt, når ens træner mister arbejdet. Det er jo fordi, at vi som hold ikke har præsteret godt nok.
Silkeborg IF har hentet Kim Poulsen ind som ny cheftræner. han begynder sit nye arbejde den 1. januar, og han har skrevet under på en toårig kontrakt med klubben.
I videoen øverst på siden kan du se mere om trænerfyringen i Silkeborg IF.
I morgen, tirsdag, er Jesper Sørensen gæst i Fodbold med Horup klokken 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND.