- Trukket for langt ud
SF-politiker tilfreds med, at partiet trak sig
Efter massiv splid i SF de seneste dage, valgte partiet i dag at forlade regeringen, og Annette Vilhelmsen trak sig som partifomand.
Splittelsen kommer efter, at partiet internt har været uenig om, hvorvidt man skulle bakke op omkring salget af DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs.
SF-politiker Bjarne Sørensen, som er valgt ind i Horsens Byråd, er godt tilfreds med partiets beslutning om at forlade regeringen.
- Jeg er tilfreds med, at vi er kommet ud af det. Det er bare trukket for langt ud. Vi skulle have været ude for længst. Det har haft for store omkostninger for SF at være en del af regeringen, siger Bjarne Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kritik af regeringen
Bjarne Sørensen har af flere omgange rettet skarp kritik mod regeringssamarbejdet og Annette Vilhelmsen som partiformand.
Han peger på, at hele regeringsgrundlaget var forkert skruet sammen set fra SF's synspunkt, og at en række store reformer har undergravet samarbejdet.
Det drejer blandt andet om dagpengereformen, kontanthjælpsreformen, skattelettelser til rige danskere og lærerlockouten.
- Vi har ikke kunne markere SF's politik overhovedet. Det er Corydon, der har kørt med klatten, siger Bjarne Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
SF skal nu have valgt en ny partiformand, og det sker på et ekstraordinært landsmøde inden for den nærmeste fremtid.
- Det er en forudsætning for, at vi kan rejse partiet op igen. Jeg mener, der er brug for SF, men der er brug for et stærkt SF, siger Bjarne Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se flere reaktioner i tv-indslaget øverst på siden.