Truet med baseballbat

33-årig mand blev røvet af fire unge mænd

Foto: Colourbox

En 33-årig mand blev røvet på Østervold i Randers, da han lige havde hævet penge i en hæveautomat.

Da han forlod hæveautomaten, blev han opsøgt af fire mænd, som krævede at få de penge, som han netop havde hævet.

- Den ene gerningsmand havde et baseballbat, som han truede den 33-årige mand med. Den 33-årige udleverede pengene til gerningsmændene, som herefter undløb fra stedet, oplyser Østjyllands Politi.

Gerningsmændene beskrives som værende unge mænd af arabisk herkomst, og de var iført mørkt tøj.

Røveriet skete på Østervold i tidsrummet mellem 06.30 og 07.00 søndag morgen.

Østjyllands Politi vil gerne høre fra vidner til episoden. Henvendelse til politiet kan ske på telefonnummer 114.