Trues af frost
Frugt- og bæravlere overrasket af nattefrost, der ødelægger blomsterne
En enkelt nat med nattefrost kan ødelægge hele årets frugthøst. Nu bider flere frugt- og bæravlere negle, efter at de seneste nætter har budt på temperaturer under frysepunktet.
Jordbæravler Peter Bech i Bendstrup ved Hjortshøj er en af de avlere, der er blevet overrasket af frostvejret. Hans nye jordbærplanter er ikke blevet dækket over med en beskyttende dug og nu frygter han, at høsten er ødelagt. Først om nogle dage kan han vide det med sikkerhed, når blomsterne enten vokser videre eller krøller sammen og dør.
Det er et tveægget sværd at tildække jordbærplanterne, forklarer Peter Bech: Om dagen risikerer planterne nemlig at få det for varmt, når forårssolen brænder ned over landsdelen med temperaturer i skyggen omkring de 20 grader.
Se indslaget om jordbærrene i aften klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.