Truede med kniv på apotek

Ansatte trykkede på alarmknappen

Den 49-årige kvinde forsøgte at true sig til medicin på Vejlby Apotek. Foto: Google Maps

Bevæbnet med en kniv forsøgte en 49-årig kvinde i går at få udleveret medicin på et apotek i det nordlige Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi kom den 49-årige ind på Vejlby Apotek på Vejlbygade ved lukketid. Kvinden truede de ansatte med en filetkniv og forlangte at få udleveret medicin.

En af de ansatte trykkede straks på knappen til en overfaldsalarm. Dermed blev politiet straks alarmeret og kvinden anholdt.

- Den 49-årige har erkendt, at hun forsøgte at begå røveri. Vi har derfor valgt ikke at fremstille hende i grundlovsforhør siger vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Røveriforsøget fandt sted kl. 17.33 sent mandag eftermiddag.