Truede med dolk i byen i Aarhus

En 26-årig mand blev truet med en dolk i nattelivet i Aarhus

Foto: Colourbox

Gerningsmanden er stadig på fri fod, efter at en 26-årige mand blev stoppet på Immervad i Aarhus klokken 03.34 natten til lørdag.

Her trak en endnu ukendt gerningsmand en dolk, og han forlangte, at den 26-årige skulle udlevere penge.

- De har haft en tidligere uoverensstemmelse den aften, og så møder de hinanden igen på Immervad, hvor han truer med en dolk og forlanger penge, siger politikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND om røveriforsøget.

Det endte dog med, at der hverken blev gjort alvor af truslen eller udleveret penge. Men derfor vil politiet stadig meget gerne have fat i gerningsmanden.

Der er en sparsom beskrivelse. Han beskrives som somalier, høj og iført hvid t-shirt.

- Vi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner. De må gerne ringe på 114, siger Thomas Hinge.

Immervad er typisk et velbesøgt sted på den tid af natten fredag og lørdag, og derfor håber politiet, at nogen har set episoden.