Truede med baseballbat og barberkniv
To mænd er blevet fængslet for at true ung mand på livet i en lejlighed i det centrale Århus
20. jun 2007, kl. 10:21
Mere end 30 dage gammel
Tre personer er sigtet for trusler på livet efter et overfald på en ung mand i en lejlighed i Ny Munkegade i det centrale Århus.
Ifølge politiet trængte mændene ind i lejligheden og truede offeret med en baseballkølle og en barberkniv.
Episoden fandt sted midt på aftenen fredag den 11. maj. Årsagen til overfaldet er tilsyneladende uenigheder om narkotika, oplyser politiet.
I et grundlovsforhør ved byretten i Århus blev de to mænd på 23 og 41 år tirsdag fængslet i foreløbig tre uger. En mand på 26 år blev løsladt, men er dog stadig sigtet i sagen.